Sidste onsdag havde vi inviteret vores konfirmander og deres forældre i biografen i Hadsund for at se filmen The Shack. Den handler om en familie og en far som rammes af alle forældres værste mareridt. Deres lille pige bliver kidnappet og myrdet, da faren i et øjeblik kigger væk. ”Den store sorg” kalder fortælleren i filmen det. Faren vender sig i sin sorg og vrede imod den Gud, som lod det ske. 

Midt under den værste snestorm i mands minde modtager han et brev fra Far – Gud om, at mødes i hytten. Han kører afsted, kommer til hytten og dér møder han Gud i skikkelse af en afroamerikansk kvinde, favnende og varm. Jeg tør vædde om, at det ikke er sådan de fleste af os forestiller os Gud. Det gjorde faren heller ikke. På et tidspunkt siger han – det er netop det, som jeg gerne vil frem til – at han altid har forstillet sig Gud som en mand med langt skæg, hvortil Gud svarer, at han viser sig for os, som den vi har brug for. 

I skrivende stund er der en uges tid til, at årets konfirmander træder ind i kirken for at få deres dåbsløfte bekræftet – og hvis det er lykkedes os i konfirmationsundervisningen at viske billedet af Gud, som en mand med langt skæg siddende på en sky, ud og erstatte det med et andet (nærmest et hvilket som helst andet), er vi kommet langt.

Det er min fornemmelse, at det fastlåste billede mange har af Gud, i høj grad spænder ben for deres forhold til Gud, for deres tro. Det er let at afskrive Gud som barnlig overtro eller opium for folket, hvis det er sådan, man forstiller sig ham. 

Gud viser sig for os, som den vi har brug for. Som en solstråle der finder sin vej ind ad selv den mindste sprække, som en sommerfugl der flakser i kirkerummet, som en kær ven hvis ansigt vi ikke kender. 

Og måske er konfirmationerne netop den ritualiserede måde for Gud at vise sig i vores liv – eller i hvert fald hans prik på skulderen om, at han stadig er her for os.     

af sognepræst Nadia Uhrup Weber