Sådan begynder en af mine yndlingssalmer, nr. 726 i salmebogen. Den beskriver så godt den danske sommer, som vi elsker den – og bagom den frydefulde skildring af sommerens herligheder fornemmer jeg den undren, der vist aldrig slipper en nordbo: At det virkelig kan være så dejligt i Danmark!

Da jeg var nyuddannet, var jeg lærer på Den Internationale Højskole – og skolen var virkelig international, ikke blot af navn, men også af gavn: Omkring en tredjedel af eleverne var unge danskere, men der var altid mindst 25 nationaliteter under samme tag. Vi modtog forårsholdet i slutningen af januar og som enhver dansker ved, er det nogenlunde det mest ucharmerende tidspunkt at blive introduceret til den danske folkesjæl: Mutte, vinterblege og temmelig gryntende gik danskerne ikke ligefrem i de udenlandske elever med træsko.  Men det slog aldrig fejl: Den første forårsdag med blot en smule kraft i solen kom vores udenlandske elever – hvoraf jo en del kom fra noget mere solbeskinnede himmelstrøg – og spurgte: ”Hvad ER det, der sker med danskerne? Ligegyldigt hvor man vender sig hen, står der sådan en vinterbleg asparges med skjorten flået op og ansigtet vendt mod solen…” Så kunne vi jo berolige dem: ”Sådan bliver vi, når solen skinner på os. Fra nu af går det fremad…” Og som tiden gik fra forår over i den lyse sommer, steg stemningen og danskerne viste en helt anden – og noget mere boblende - side af sig selv: 

”Højt svinger sig de lærker små,

Og duerne fra dunkle vrå

I skov og mark sig fryder,

Og nattergalen, hør engang!

Nu synger glad sin vekselsang,

Så bjerg og dal genlyder.”

Nyd sommeren! Og tak for denne gang!

Sognepræst Inger Margrethe Andersen