Overskriften har jeg lavet med inspiration fra Simon Grotrians salme ”Guds nåde er en vintergæk”, og jeg kom i tanke om salmen, da jeg i sidste uge var sammen med vores biskop og 184 af stiftets præster til et 2 dages stiftspræstemøde. Biskoppen sluttede mødet af med en tale, hvori han understregede præsters rolle i vores samfund: ”I er det nødvendige bindeled og kontaktled mellem kirke og folk”. Han talte også om vigtigheden af, at præster er gode til at kommunikere, hvad kirken står for i dag: ”Vi kan ikke længere bare henvise til traditionen. Nu vil folk have at vide, hvad vi konkret bidrager med i dag, og hvad folkekirken er her for? Det er der rigtig mange grunde til, f.eks. oplysning og dannelse. Men grundlæggende så er vi her for at give mennesker håb.” Svaret på, hvad præster bidrager med i samfundet er derfor enkelt for biskoppen at svare på: ”Folkekirkens præster bidrager med håb og trøst.” 

Begge dele – både håb og trøst - har mennesker altid haft brug for, men jeg oplever, at der i særlig grad er brug for håb lige nu og her i tiden. Jeg behøver vist kun at nævne coronapandemien, som blev hele verdens fælles ”memento mori” (husk at du skal dø) efterfulgt af Putins krig, men lige nu og her tænker jeg på klimakrisen og ikke mindst det stigende fokus på håbløshed i den forbindelse. Ingen tvivl om at klimaændringer er over os, og at vi skal handle på det her og nu, men det bekymrer mig mindst lige så meget, at især børn og unge i stigende grad mistrives af en ny angst, som ikke mindst henter sin energi fra mediernes apokalyptiske retorik om klimaændringerne. Tager du håbet fra et menneske, så tager du alt fra det menneske! Jeg hører de unge sige: ”Der er ingen planet B” og til min generation lyder sloganet: ”I dør formentlig af alderdom, men jeres børn og børnebørn vil dø af klimaforandringer” Det er et tiltagende problem, at unge par overvejer ikke at sætte børn i verden, og at undergangsforestillinger om klima dyrkes så intenst, at de unge efterlades et sted imellem panik og depression, hvorfra meget lidt kan vokse og gro.

Undergangsforestillinger har mennesket kendt til alle dage, men forskellen og hovedproblemet ved vor tids undergangsforestillinger er, at troen og håbet på en almægtig Gud foroven er blevet fortrængt af tanken om, at videnskab har patent på alle løsningerne. Men der er intet opbyggeligt ved en videnskabelig dokumentation for, at jorden er på vej til at gå under. Det kan børn og unge ikke bruge til andet end fortvivlelse og angst. Børn og unge har mistet noget af den energi og livslyst, der er fuldstændig afgørende at være i besiddelse af, når man har et langt liv foran sig. 

Jo, handling på klimaområdet skal der til, men jo mere apokalyptisk retorikken bliver, jo mindre sandsynligt tror jeg, det er, at vi finder de bedste løsninger. En ting er jeg overbevist om – tro og håb skal der til og hertil en god portion sund fornuft.

Når Hadsund kirke her senere på måneden åbner dørene til det, vi kalder en Klimagudstjeneste, så er det ikke for at løbe med på undergangsfortællingen, men for at følge vores biskops gode råd om at bidrage med håb! Der har alle dage været trusler i menneskers liv, og vi har alle dage fundet løsninger. Dér, hvor vi ikke selv slår til, kan vi tillidsfuldt lægge resten i Guds hænder. Dét giver håb og livskraft – ja, som en vintergæk, der bryder igennem den frosne jord.

Af provst Carsten Bøgh Pedersen