Udgivet man d. 17. sep 2018, kl. 12:33

Forleden skrev en nær ven sine sensommertanker til mig:

Der har været mange blomster, og mit livstræ bugner af moden frugt. Om lidt falder de til jorden, hvor frøene vil overvintre for at danne spirer til kommende gode oplevelser sammen med dig og alle andre nære venner. Lad os sammen trække sommeren lidt endnu, for lige om lidt er det efterår. Lige om lidt er det november. Mørk er november og løvfaldet slut. Vandet begynder at fryse. Lyset fra solen og blomsterne brydes - da må vort hjerte selv lyse. Synge vil vi, legen er magt, mere end beregning, forstand og foragt, værn mod det sorte og tomme. Om der svæver dødelig dræ, vil vi dog elske og plante et træ: frugter kan uspået komme.

Ordene berørte mig, for det er ikke kun årstiderne, der går gennem forskellige stemningsskift. Det gør vores menneskelige sind også. Efter sommerens lethed, lys og varme sniger efterårets melankoli, mørke og kulde sig ind på os som en tyv om natten – vækker til stilhed og eftertanke, måske til tårer, alenehed og en sagte frygt. Sådan må det nødvendigvis være. Den modne frugt må falde af træerne, rådne, formulde, gå i dvale, for igen at kunne finde kræfterne til at spire og blomstre på ny. Jesus måtte gennemgå smerten, lide og dø på et kors for at opstå til nyt liv. Sådan må vi alle gennemgå vort livs cyklus. Det er livets betingelse. Det er betingelsen for at føle sig i live i hver en celle af kroppen.

Efteråret er tiden til søvn og til hvile. Efteråret er tiden til at give os nye og friske kræfter til afløsning for dem, der blev opbrugt i sommerens løb. Efteråret er tiden til fornyelse. Til rekreation. Efteråret er tiden til opladning af min krops og sjæls tømte batterier. I efteråret græder vi vore livgivende tårer og holder fast i lyset fra hjertet, mens hvilen for sindet og for tanken finder sin vej.

Freden for alle anklagerne imod mig. Både dem, som kommer indefra, og dem, der kommer udefra. Lyset. Hvilen. Freden. Guds barmhjertige og rige gaver.

Nu falmer skoven trindt om land, og fuglestemmen daler, nu storken flyver over strand, ham følge viltre svaler.

Da over os det hele år sin fred han lyser gerne, og efter vinter kommer vår med sommer, korn og kerne.

(DDS 129)

 

Sognepræst Winnie Huus

Kategorier Præstens klumme