Udgivet af Miriam Nicolajsen, ons d. 2. okt 2019, kl. 10:30

Når man spørger nogen, om hvad de tror på, får man i dag sjældent et klart svar. Vi er blevet meget blufærdige, når det gælder tro og meget tyder på, at mange føler sig på gyngende grund, når de skal sætte ord på tro. Hvis vi i dagligdagen bruger ordet ”tro”, så er det oftest som betegnelse for det, jeg vil kalde ”usikker viden”: ”Jeg tror, at det bliver regnvejr i dag” eller ”Jeg tror, at jeg får 12 eller 10 til min eksamen” – og hvis det, vi tror ikke sker, så må vi jo bare tro om igen.

I gamle dage troede man, at sygdom skyldtes Guds straf eller måske hekses forbandelser, men i dag ved vi en masse om bakterier, virus og smitte – ja, vi kan næsten kortlægge et menneske vha. genetik. Så i forhold til vore forfædre, så må vi altså tro om igen!

Men tro er også noget andet og mere end blot en modsætning til viden. Tro er også tillid – og det er i den betydning, at ordet ”tro” oftest bruges i Bibelen. Paulus bruger f.eks. ordet i brevet til hebræerne:Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses” (Hebr. 11,1).

Nogle gange hører man folk sige: ”Jeg tror ikke på noget”, men alligevel bestiller de flybilletter, selvom de faktisk ikke kan vide, om flyet kommer på vingerne. De sætter sig også ind i bilen og kører, men kan faktisk ikke vide, om bremserne virker, eller om de overhovedet kommer frem til bestemmelsesstedet – ja, selvom de påstår, at de ikke tror på noget, så planlægger de lystigt måneder frem uden egentlig at kunne vide, om de overhovedet vågner op næste morgen.

Tro på - og tillid til fremtid, liv og muligheder er en selvfølge, der er så dybt forankret i os, at vi først overvejer, hvad tillid og tro betyder for os, når vi mister begge dele og opdager illusionen af deres selvfølgelighed.

Hvis man i et af verdens diktaturer spørger folk, hvordan det er at leve i frygt for statsmagten og ikke at turde stole på naboer og arbejdskammerater, så får man en idé om, hvor rædselsfuld tilværelsen bliver, når tilliden er væk.

Vi kan vide, at i morgen er det onsdag, eller at Brugsen har smør på tilbud i denne uge, men vi kan ikke vide om vores ægtefælle/kæreste virkelig elsker os. Det er noget, vi må stole på – det må vi have tillid til! Selvom vi formentlig alle har forsøgt det, så er det jo absurd at bede om beviser på kærlighed.

Tro er fast tillid til det, der håbes på, skriver Paulus – og alle håber vi vel dybest set på lykke og kærlighed. Mens vi sagtens kan leve uden meget af den viden, som vi dagligt bruger meget tid på at tilegne os via medierne, så vil livet blive svært og forkrøblet uden tillid. Tro som tillid har vi fra Gud – vi skal ikke først tilkæmpe os den – den er givet os med livet og er ligeså nødvendig som den ilt, vi indånder.

En dag møder Jesus en kvinde – hendes datter er syg og kvinden trygler Jesus om hjælp. ”Kvinde, din tro er stor – det ske dig, som du tror”, siger Jesus til hende. Når Jesus taler om tro, så taler han ikke om at kunne stå inde for trosbekendelsen med alt, hvad den indeholder – nej, det, han ser hos kvinden er tillid til, at livet er i Guds hånd, og derfor er der altid en ny vej – nye muligheder. Livet kan ikke spares op – det må leves uden garantier, men altid i håb og tillid til Gud, som har skænket os livet.

Kristendommen lover os ikke ene lyksalighed, men i kristendommen fortælles det os igen og igen, at vi skal bevare håb og tillid til, at selv i det mørkeste mørke er lyset på vej mod os – ja, ikke engang døden kan stå i vejen for lysets og livets Gud. Det kan vi ikke vide – det kan ingen bevise, men det kan vi leve i fast tillid til.

Provst Carsten Bøgh Pedersen

Kategorier Præstens klumme