Udgivet man d. 28. okt 2019, kl. 13:47

Naturen afklæder sig sin dragt. Mørket tilkæmper sig mere og mere plads. Tankerne lukker sig tættere omkring melankolien. Forfaldet bliver tydeligere.

Alligevel så aner vi i glimt, at forfaldets håb er erindringen. Erindringen om, at efter en tid så iklæder naturen sig igen sin spirende grønne dragt. Lyset vinder over mørket. Tankerne åbner sig op for atter at give plads til livlighed.

Når et menneske, man har kendt og holdt af, ikke længere er her, så begynder tankespindet ofte i os – måske med særlig intensitet, når man oveni ved, at det menneske, man har mistet heller ikke havde de letteste vilkår i livet.

Vi rammes af følelserne og spørgsmålene: Var jeg nu tilstrækkelig? Kunne jeg ha’ gjort noget mere? Forsøgt noget andet? Kommet lidt oftere?

Naturlige følelser, men frygtelig smertefulde. Men fortvivl ikke, for det dyrebareste et menneske kan ønske sig, er den kærlighed, vi skænker ud fra de vilkår, der var plads til at give den.

Den kærlighed bliver til en skat af erindring, for hvor enorm glemslen og uvidenheden, forgængeligheden og ubestandigheden så end kan føles i vore liv, så sker det dog, at noget bliver hængende. At noget falder i god jord og bliver til erindring. Tro og liv i overflod. Liv ud af ingenting. Liv ud af døde.

Kieslowski har i filmen ”Blå” givet sin bevægende beretning om erindringens nødvendighed.

Her hører vi, hvordan filmens kvindelige hovedperson mister både mand og barn ved en totalt meningsløs trafikulykke. Da hun selv vågner op på hospitalet, er det til en sorg og en smerte så enorm, at hun først forsøger at tage sit eget liv, og dernæst, da dét ikke lykkes, af al kraft vælger at satse på glemslen og fortrængningen som vejen ud af den vanvittige smerte, tabet har påført hende.

Hun skiller sig af med hver en stump, der kan minde hende om det, der var; men som nu ikke er mere. Sælger hus og hjem og flytter til et fuldstændigt anderledes miljø end der, hvor hun levede med mand og barn.

Hendes mand var en berømt komponist, og noderne til en næsten fuldendt symfoni fra hans side tilintetgør hun også.

Intet af det, som det gør ondt at se og høre, må blive levnet til erindringen.

Hvad hun ikke på det tidspunkt véd, er, at en nær ven i kopi har bevaret noderne til det ufuldendte værk.

I det liv, kvinden nu prøver at leve, forsøger hun på enhver måde at undgå at binde sig. Af al kraft forsøger hun at lukke øjne og ører for det, der var. Men således også for det, der er!

Farveløst og kærlighedsløst udvikler hendes tilværelse sig. Hun besøger sin gamle mor på plejehjemmet. Søger trøst og varme hos hende. Men moren ser hende ikke. Hun har sin blindhed. Senilitetens tåger har ødelagt hendes erindring og dermed muligheden for omsorg og nærvær fra hendes side.

Indimellem er der scener, hvor farven blå, himlens farve, farven for trofastheden og det guddommelige, melder sig med voldsom styrke.

I svømmehallens blå vand kan kvinden græde sin smerte ud, men ikke fortrænge den. Og langsomt går det op for hende, at det er glemslen og fortrængningen, der er døden!

Hun indser, at sorgen, at erindringen og bundetheden, også til det smertefulde, er nødvendig for livets og kærlighedens skyld.

I én af filmhistoriens måske stærkeste og smukkeste afslutningsscener ser vi da, hvordan hun får livsmodet tilbage. Vælger livet med erindringen. Med sorgen og lidelsen.

Hendes mands symfoni er gjort helt færdig. Og mens den flotte musik spilles, hører vi koret synge ”Kærlighedens Højsang”, ordene fra Paulus’ brev til Korinterne om kærligheden, der tror alt, håber alt, udholder alt! Kærligheden hører aldrig op!

Her mindes vi om, at livet og kærligheden lever af erindring. Af trofastheden og villigheden til at holde ud og leve, også med det smertefulde.

”Og lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det” (Johs. Kap. 1)

Sognepræst Winnie Huus

Kategorier Præstens klumme