Udgivet tor d. 14. nov 2019, kl. 14:57

Jeg er i skrivende stund lige kommet hjem fra en inspirerende kursusdag om kirken og de små børn. Udenfor maler eftermiddagsmørket dagen mørkeblå og stille. Det tomme Word-dokument med overskriften Klumme november 2019 blinker til mig som hvide stoplygter. Jeg har åbnet det en gang om dagen de sidste dage, skrevet stikord: november, Mortens aften, allerede julelys i vinduerne og slettet dem igen. Det er, som om ordene er blevet væk inde i mit hoved – måske går ord i vinterhi som en såret bjørn?  

Vi voksne kan let glemme, at vores ord ikke alene bærer vores måde at forstå eller forholde os til verden og til Gud – det blev jeg mindet om i dag. Vi forstår derimod umiddelbart vores verden og gudsforhold med vores sanser: hvordan føles det? hvordan lyder det? mm. De, der til en barnedåb har lagt deres hænder på dåbsbarnet og bedt fadervor, eller har været til nadver til Gud og Spaghetti, har oplevet, at i de særlige øjeblikke er der stille. Selv børnene er stille. De forstår ligesom vi, at der er noget særligt på spil. En særlig tillid, nærhed og varme hænder. Lige så snart vi bryder øjeblikket, vender børnelarmen tilbage.    

Når vi bliver ramt af livet. Når vi fra det ene øjeblik til det andet mister fodfæstet, fordi det eller den, vi orienterede vores verden efter, bliver taget fra os, kan det føles, som om vi bliver tomme for ord. Som om ordene ikke slår til. Vores sproglige forståelse af verden og Gud falder sammen som et korthus i stormvejr. Men vores sanselige forståelse vedbliver at kunne bære vores gudsforhold. Pludselig er det eneste, vi kan være i det meningsfulde: de særlige øjeblikke, at tænde et lys og lægge blomster på graven.  

Når vi bliver tomme for ord, har vi lommerne fulde af ordløs meningsfuldhed.  

Det er vel det, vi gerne vil give vores børn med, når vi tager dem med i kirken: lommer de kan grave i, når deres verden bliver tom for ord.

Sognepræst Nadia Uhrup Hassig

Kategorier Præstens klumme