Udgivet man d. 30. mar 2020, kl. 11:41

”Opstandelsen er lige her:

Du er

din himmel når den blæser gennem sjæle

som mærker dig og endelig kan knæle.”

(Iben Krogsdal, 2011)

 

Kristelig dagblad var i morges fyldt med artikler og debatter om kirkelukninger og aflysning af påskefejringen ikke alene i Danmark men verden over. Det er en historisk situation. Ifølge teologiprofessor ved Aarhus universitet Peter Lodberg er situationen enestående. Ikke siden oldkirkens kristenforfølgelser er det lykkedes at forhindre kirkegang. Nu rammer det så højtiden over dem alle. Det vækker forfærdelse og sorg hos mange ikke at kunne forsamles til påskegudstjenesten opstandelsens morgen – en sorg som jeg deler.

 

Påskens budskab om opstandelse er netop kristendommens navlesnor. Uden den havde der ikke været nogen kristendom. Der havde ikke været noget evangelium, ikke noget glædeligt budskab – som evangelium betyder.

 

Men hvad er opstandelsen?

 

Når jeg stiller mig selv det spørgsmål. Når jeg prøver at begribe opstandelsen med min fornuft og mine ord: svarer en altoverdøvende tavshed. Ordene forsvinder i min mund. Det bliver kun til tomme flosker. I bund og grund tror jeg, at opstandelsen er ordløs: at vores ord gør den for lille.

 

I stedet er det med hjertet, at vi nærmer os opstandelsen. Vores liv er fyldt med små opstandelsesglimt og -fornemmelser. Som tolker og virkeliggør Jesu store ubegribelige opstandelse i vores liv.

 

Opstandelsen er som solen, der bryder gennem skyerne, som sommertordenbyger. Som styrtregn på en cykeltur. At blive gennemblødt så regndråberne løber ned ad vores skinneben på indersiden af tøjet. På indersiden af knoglerne. Og vi åbner munden og sluger regnvandet. Tager en mundfuld af himlen. Som et iskoldt brusebad, der vasker vores tankestøv væk. De hvirvelstorme af tvivl og selvkritik, som farver vores verden grå. Vasker støvtæppet fra vores øjne og fra vores hjerter. Så vi opdager, at det har været dér. Så verden lyser op i alle regnbuens farver – føles nyfødt. 

 

Opstandelsen er som en gammel dame på en bænk foran sin havemur. Den første forårsvarme dag i april. Med nakken lænet op ad muren – sit liv i rygsækken. Ansigtet vendt op mod solen og lukkede øjne. Hun hilser den velkommen som en ven. Smiler til solen. Så man kan mærke dens varme på sin hud, når man går forbi. Så solen hentes ned i vores hjerte og brænder billedet af en gammel dame fast på hjerteklapperne. Tænder et håb om, at livet er mere, end det vi selv kan opnå. At nogen lægger noget til. Gemt i solstrålerne. Som en bøn: må jeg i morgen sidde sådan i solen.

 

Opstandelsen er som et ord i nutid i en tekst som er skrevet i førnutid og datid. Hvor alle udsagnsordene betegner handlinger, som er afsluttet for længe siden: Sabbatten var forbi, kvinderne havde købt vellugtende salver, stenen var væltet fra graven, den var meget stor. De kom ind i graven, de en ung mand i hvide klæder, de blev forfærdede. Men han sagde til dem: ”Vær ikke forfærdede! Han er opstået, han er ikke her.”. MEN kvinderne kommer til graven – i nutid. Opstandelsen er lige her.

 

Jeg synes, at det i denne tid er det betryggende at huske på, at påsken – opstandelsen, ikke afhænger af kirkemure, salmesang og ritualer, men af Gud.

 

Glædelig påske!

Sognepræst Nadia Uhrup Hassig 

Kategorier Præstens klumme