Udgivet man d. 6. apr 2020, kl. 00:00

En sensommereftermiddag blev jeg ringet op af en kvinde, som med en spæd og mild stemme indledte samtalen med ordene: ”Jo, det gælder min far…, det var vel ikke sådan, at du kunne komme og besøge ham en gang i næste uge? Jeg tror ikke, at han har særligt langt igen, og han ville nok sætte pris på at få lov til at tale med dig”. Jeg takkede selvfølgelig ja til invitationen og lovede, at jeg ville besøge hendes far næste uge.

Da jeg den følgende uge, uanmeldt, kiggede ind til den gamle mand, var noget af det første, jeg fik øje på, en tom stol, som nærmest var klemt ind ved siden af den gamle mands seng. ”Nå, Hr. Hansen”, sagde jeg forbavset, ”vidste du, at jeg ville komme?” Den gamle mand så flov ud. ”Nej, overhovedet ikke…men nu, da du er her, er der en ting, jeg gerne vil spørge dig om”. ”Selvfølgelig. Hvad har du på hjerte?” spurgte jeg, mens jeg forsøgte at komme ned at sidde på den tomme stol. ”Jo, det er nu engang sådan, at jeg ikke har været Guds bedste barn. Jeg har ikke gået i kirke særligt tit og heller ikke læst ret meget i Bibelen. Jeg har haft svært ved at bede næsten hele livet. Jeg har jo aldrig fået lært, hvilke ord man skal bruge, eller hvad man skal bede om. Men for et par år siden var der en god ven, som sagde, at det der med at bede ikke var særligt svært. Alt, jeg havde brug for at gøre, var at stille en tom stol frem og så lade, som om det var Jesus, der sad der. Og så kunne jeg snakke med ham på nøjagtig samme måde, som jeg ville snakke med en hvilken som helst anden på. Og det fungerede rigtigt godt. Jeg stiller jævnligt den stol frem, og så snakker jeg med Jesus. Men sig mig, præst, må man godt gøre det på den måde? Eller tror du, at Gud bliver vred på mig, fordi jeg ikke beder, som man skal?”

Jeg fik en helt klump i halsen og sad tavs et stykke tid, rørt af den gamle mands oprigtighed og sande længsel efter at tale med Gud. ”Kære Hr. Hansen”, sagde jeg så, ”du har ikke noget at være urolig over. Jeg er sikker på, at Gud virkelig sætter pris på dine bønner, og jeg er helt sikker på, at Jesus findes her hos dig, når du samtaler med ham”.

Jeg kunne næsten bogstaveligt talt se, hvordan en sten faldt fra den gamle mands hjerte, da han hørte, at han ikke var alene. Kort efter gled hans øjne næsten i, åndedrættet blev roligt og langsomt. Jeg lagde min hånd på hans, hviskede på gensyn og gik atter ud i sommerdagen.

Nogle dage senere ringede min telefon igen. Datteren ville bare fortælle, at hendes far var gået bort i de tidlige morgentimer. Jeg kondolerede. Fortalte, at det var jeg ked af at høre og spurgte til, hvornår det var sket. ”I går eftermiddag”, sagde hun, ”Vi snakkede et stykke tid om formiddagen, ligesom vi altid plejede at gøre. Så tog jeg afsted for at ordne nogle ærinder, og da jeg kom tilbage, var far sovet ind. Hele hans ansigt strålede af sådan en fuldkommen fred. Men ved du, det var så mærkeligt… lige før far døde, havde han rejst sig halvvejs op fra sengen og lagt hovedet på stolen, som han altid havde stående ved siden af sengen”.

Denne lille fortælling fra mit præsteliv fik nyt liv og måske nok også en helt anden betydning set i lyset af de uventede tider, vi alle lige nu deler. En tid, hvor vi skal holde sammen ved at holde afstand. Hvor vi skal tømme stolene i stedet for at fylde dem.

Påsken er for mange forbundet med fyldte og ikke tomme stole. Sådan er påsken også en af kirkens højtider, hvor vi samles i fælles bøn over for det liv, som byder os både glæde og smerte. Men i år må vi hvile vores ansigt på den tomme stol i troen på, at vi ikke er alene.

Digteren Helle Søstrup skriver i en bøn: ”Jeg beder for dem, der mangler en virkelighed at lægge deres længsler ned i”. Det er netop det, troen gør for mig. Den giver en virkelighed at lægge min længsel i. Længes vi i aleneheden tilbage mod det og måske den, der var – eller fremad i et trodsigt håb om, at der er mere – et gensyn, en forening, et fællesskab eller en mulighed for forsoning eller for at gøre regnskabet op – hinsides det, vi kender?

Jeg tror, længslen har begge retninger. Længslen er længslen tilbage til det, der var. Den tid, der var. Det fællesskab, der var. Det menneske, der var. Det tabte paradis. Det sted, Adam og Eva blev jaget bort fra. Men den er også længslen fremadrettet, mod det forjættede land, som Abraham blev lovet, og mod tidernes ende, hvor Gud skal blive alt i alle. Den rummer også en anelse, en drøm, en erindring om noget stort og et håb om noget større. Om at se og mærke og røre – igen. Dér er det, at troen kommer mig til undsætning, så jeg med ro kan hvile mit fortvivlede ansigt på den tomme fyldige stol.

Med ønsket om Guds velsignelse og en glædelig påske.

Sognepræst Winnie Huus

 

Kategorier Præstens klumme