Udgivet ons d. 6. maj 2020, kl. 00:00

Da jeg var præst i den danske kirke i Yorba Linda ved Los Angeles lå der nogle gange en lille tegneseriestribe med Radiserne på min prædikestol. Det undrede mig, hvem der stod bag, indtil jeg fandt ud af, at det var min amerikanske præstekollega David, som ind i mellem vikarierede for mig. Tegneseriestriben med Radiserne var ment som et inspirerende visitkort fra ham til mig.

Her i corona-tiden kom jeg så faktisk i tanke om en af disse Radise-striber på prædikestolen. På første billede ser vi den ofte filosofisk tænkende Søren Brun sidde i strandkanten foran et flot sandslot, og på næste billede ser vi en bølge skylle ind over sandslottet. På det sidste billede sidder Søren Brun eftertænksomt tilbage og ser på resterne af sit flotte sandslot, som blev skyllet ud i et enkelt bølgeslag. ”Man kan vist lære noget af det her, men jeg ved bare ikke lige hvad” siger Søren Brun til sig selv.

Jeg tænker også, at vi kan lære noget af den ”bølge”, der nu er skyllet ind over en hel verden; som en tsunami har noget så småt og usynligt som et nyt ukendt virus vist os, at alt det, de fleste af os tog som en selvfølge, kun var et sandslot i strandkanten.

Læser vi lidt i historiebøgerne, er det ikke første gang, noget uventet rammer os og ændrer hele verdens gang. Corona-epidemien er ikke den først pandemi, verden oplever og netop nu mindes vi jo 75 året for Danmarks befrielse og afslutningen på 2. verdenskrig. Selv i forhold til de økonomiske konsekvenser af corona-krisen, skal vi såmænd ikke mere end en 10-12 år tilbage for at huske finanskrisen. Så ja - mennesker har fra tid til anden op gennem historien set ”sandslotte” blive langt i ruiner af ”bølger” af både den ene og anden slags.

”Op på hesten igen” siger vi, når noget uforudset og træls har ramt os, men så enkelt synes jeg ikke, det bør være i dette tilfælde. Det er fint nok, når det drejer sig om heste og cykler, men ikke når det drejer sig om menneskehedens eksistens på vores fælles jordklode.

Jeg har stor tillid til moderne videnskab, og tillid til at dygtige folk snart finder en god behandling til coronasmittede og på længere sigt også får fremstillet en effektiv vaccine, som kan beskytte os. Men vi må ikke glemme, at det sandsynligvis netop er alle os dygtige ”sandslottebyggere”, der er årsag til f.eks. pandemier og klimaændringer. Så nej, vi skal ikke bare ”op på hesten igen”, men vi skal lære noget af det her. Ligesom Søren Brun ved jeg heller ikke lige helt nøjagtig hvad, men én ting er jeg i hvert fald blevet mindet om igen – nemlig, at menneskelivet og vores eksistens på denne skønne jord er mere sårbar, end vi nok lige gik og troede.

I en af de ældste fortællinger, der findes om menneskenes færden på jorden, fortælles det, at vi vendte Gud ryggen og tog livet i egen hånd. Lignelsen om Babelstårnet illustrerer, hvordan mennesket uden Gud vil skaffe sig adgang til Paradiset. Menneskene påbegynder opførelsen af et tårn, der rækker helt op i Himlen, hvor livet er evigt og uden lidelse. Gud besøger sin jord for at besigtige menneskenes projekt, som han jo ingenlunde bifalder. Men i stedet for bare at bryde tårnet ned, vælger Gud såmænd blot at give menneskene forskellige sprog, og snart må menneskene opgive projektet.

Jeg er troende, og jeg er vild med moderne videnskab. For mig går tro og viden godt i spænd, for jeg tror på kristendommens åbenbaring af Gud – en Gud, der ikke blot betragter vores gøren og laden fra sit ”kontroltårn” i det høje og styrer verden som et dukketeater, men en Gud, der besøger sin jord og med lidenskabelig kærlighed til os går med os gennem historiens gang. ”Jeg og Faderen er ét”, siger Jesus i Johannesevangeliet kapitel 10, og han fortæller, at han vil være hyrde for os. En hyrde har får, og fårene er ikke i snor eller lukket inde bag hegn – de kan gå deres egne vegne, hvis de vil. Og det vil nogle, ved vi, men hyrden forsøger dog utrættelig at lede alle fårene med sin rolige stemme, og han vil med livet som indsats gøre alt for, at fårene ikke farer vild, men finder vejen til ”de grønne egne og det stille vand” som det hedder i Salme 23 fra det gamle testamente.

Så nej, det er ikke Gud, der har skabt coronavirusset – men det er Gud, der har skabt universet og de naturlove, vi med videnskaben op gennem historien har fået mere og mere indblik i og lært at bruge. Sagen er blot, at vi kan bruge vores viden om naturlovene til både godt og ondt, og derfor er det ikke ligegyldigt, hvilken stemme, vi lytter til og følger.

Uden den hyrde, som Jesus siger, Gud er, har jeg ikke tillid til, at vi kan håndtere de Gud-skabte naturlove til det gode – og hvis jeg måske alligevel skal vove at komme med et bud på, hvad vi kan lære af corona-krisen, så må det være, at vi skal lytte mere til hyrdens stemme og mindre til den hovmodige stemme, der vedholdende fortæller os: Elsk dig selv og gør kun det, du har lyst til, for hvis du kan drømme det, så kan du også gøre det!

På sin vis kunne det måske være nemt og ligetil med en Gud, der styrede det hele med fast hånd og koldt og kynisk bare skyllede alle vores selvbestaltede ”sandslotte” væk. Men sådan fungerer det ikke iflg. kristendommen – vi er ikke Guds ”legetøj” og tak for det, Gud! Tak fordi du i stedet for er hyrde og gennem alle livets sorger og glæder følger os, og med din stemme leder os hele vejen hjem til dig, hvor ingen lider nød, og der altid er grønne egne og stille vand.   

Provst Carsten Bøgh Pedersen

 

Kategorier Præstens klumme