Udgivet ons d. 13. maj 2020, kl. 00:00

Som så mange andre i denne tid runder også jeg små hjørner, som har ligget i dvale som dagene, månederne og årene er gået. Glemte beskæftigelser, underprioriterede sysler, nye interesser. En af de genfundne ting er min gamle bogreol, hvor de mest støvede bøger er blevet børstet af, nogle læst, andre blot bladret let igennem. Blandt en af de gamle travere på reolen fandt jeg denne fortælling, som fik nyt liv i lyset af den anderledes tid, vi alle forsøger at navigere i og som måske, om ikke andet, kan være en lille opmuntring til at holde fast i, at når en sol går ned for dig, så stå ikke og se mod vest. Se mod øst!

For længe siden var der en præst, som regnedes for at eje en særlig visdom. Rygtet om hans klogskab havde spredt sig over store områder, og folk var villige til at gå langt for at høre hans råd. En dag stod en fattig bonde uden for præstegården. Manden fortalte, at han boede på et gammelt faldefærdigt husmandssted med kun et eneste rum. Der boede han med sin kone og syv børn. ”Jeg kan ikke klare det længere, sagde bonden. Min situation er fuldstændig uudholdelig. Alle børnene sover på halmmadrasser spredt ud over gulvet, der er så trangt, at vi næsten ligger oven på hinanden. Luften bliver for tyk om natten, og om dagen koger rummet af barneskrig og evindeligt brok. De sidste år har høsten slået fejl. Vores lille mark kan ikke give det, som vi har brug for. Aften efter aften græder børnene sig i søvn, fordi de ikke har fået noget mad. Min kone skælder mig hele tiden ud, for hun mener, det er min skyld. Hvis jeg havde arbejdet hårdere, ville vi have haft mad på bordet og et bedre hus at bo i. Desuden døde min svigerfar for et par år siden, og svigermor flyttede ind hos os. Så nu er de to til at klage over, at vi er så fattige, og at vi har så mange børn. Alle dagene er fyldt med kævl og strid. Jeg kan virkelig ikke holde til det længere. Hvad synes De, jeg skal gøre?”

Præsten sad roligt på sin slidte træstol og lyttede til bondens beklagelser. Da manden endelig tav, bøjede præsten sig frem. ”Hvis jeg skulle give dig et råd, ville det være, at du skal gå hen og skaffe dig en ged til dig og din familie”. Bonden så overrasket på præsten. Han forstod overhovedet ikke, hvilken forskel en ged ville gøre. Alligevel turde han ikke andet end at følge rådet. Så snart han kom hjem, samlede han sine sidste slanter og gik op til den store gård. Pengene rakte ikke til en ung ged. Det eneste, han havde råd til, var en gammel bidsk han. Forventningsfuld og glad vendte han tilbage med sit nyanskaffende trofæ. Nu, tænkte han, skal alt blive godt. Han vidste ikke helt hvordan, men på en eller anden måde skulle geden løse deres problem. Men det blev slet ikke, som bonden havde tænkt sig. Der gik to måneder, to fuldstændig forfærdelige måneder fyldt med endnu mere skrig og skrål, kævl og uro. Alt, lige nøjagtig alt var endnu værre end det nogensinde havde været. Til sidst stod bonden udenfor præstegården igen. ”Undskyld, at jeg kommer tilbage igen på den måde, sagde han, men jeg orker det virkelig ikke længere. Den gamle ged skider og tisser, så hele huset stinker. Om nætterne står den og bræger, så ingen kan sove. Både konen og svigermor forbander, at jeg købte det stinkende udyr. Børnene er bange for den, de skriger og løber, så snart den nærmer sig. Desuden spreder geden både utøj og lus. Den giver os ikke ro, hverken dag eller nat. Tro mig, vores situation er værre nu end før. Hvad skal vi gøre? Jeg kan virkelig ikke klare det længere!

Præsten sad roligt på sin taburet. Dan manden tav, bøjede præsten sig frem. ”Gå hjem og sælg geden!”, sagde han. ”Sælge geden?”, udbrød manden lettet. ”Kan jeg det?”

Bonden gik hjem og fulgte præstens råd. En uge senere stod han igen uden for præstegården. Denne gang strålede han af glæde. ”Tak!”, udbrød han. ”Mange, mange tak! Jeg har solgt geden. Freden har endelig lagt sig derhjemme. Lugten er væk. Der er stille og roligt i huset. Børnene plages ikke længere af lus, og både min kone og min svigermor sover godt om natten. De er holdt op med at skrige og råbe efter mig. Husmandsstedet føles både større og rummeligere nu. Vi kan trække vejret igen. Jeg er så taknemmelig. Så inderlig taknemmelig”.

Alt er anderledes. Meget er besværligt. Noget er tungt. Som en med en vis gran humorisme postede på Facebook op mod Påske under overskriften ”Påsken 2020”: Langmandag, Langtirsdag, Langonsdag, Langtorsdag, Langfredag, Langlørdag, Langsøndag…en række af tilsyneladende grå og ensformige dage, hvor vi bliver mindet om alt dét, vi savner, alt dét, der kunne være anderledes, alt dét, vi går glip af. Men så pludselig kommer der en stinkende ged ind i huset, en uventet bekymring, en sorg, et tab, som overskygger alt andet. Nu længes vi inderligt tilbage til dét, der trods alt var, før stanken tog over og forstår, at blomsterne dufter stærkest efter uvejr.

”Ved ham har vi i troen fået adgang til den nåde, som vi står i, og vi er stolte af håbet om Guds herlighed. Og ikke alene det; vi er også stolte af vore trængsler, fordi vi ved, at trængslen skaber udholdenhed, udholdenheden fasthed, og fastheden håb. Og det håb gør ikke til skamme, for Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som er givet os” (Rom. 5, 2-5)

Sognepræst Winnie Huus

 

 

Kategorier Præstens klumme