Udgivet tir d. 5. maj 2020, kl. 12:43

75 året for befrielsen blev 5. maj markeret med kransenedlæggelse på Hadsund kirkegård. På grund af corona kunne den planlagte offentlige 5.maj-fejring af befrielsesjubilæet ikke afholdes. Kransenedlæggelsen blev derfor kun med deltagelse af en begrænset flok – herunder repræsentanter fra menighedsrådet, pårørende til frihedskæmpere, samt sognepræst Nadia Uhrup Hassig.

 

Frihedskæmpere blev mindet

Ved kransenedlæggelsen blev der holdt mindetaler for de seks frihedskæmpere, hvis sten står på Hadsund kirkegård. Ved hver af stenene blev lagt en krans med bånd i rød/hvide farver.

 

Ny mindeplade

I anledning af 75 året er der opsat en ny mindeplade på Hadsund kirkegård med påskriften: Ære være mindet om dem der deltog i frihedskampen 1940-1945 Rundturen på kirkegården sluttede ved fællesmindestenen, hvor der også blev sagt et par ord, som blev afsluttet med et Fadervor og sangen ”Altid frejdig, når du går”.


SE BILLEDER FRA KRANSENEDLÆGGELSEN HER 

Kategorier Nyt fra pastoratet