Udgivet ons d. 13. maj 2020, kl. 12:56

Nogle gange kan vi opleve umiddelbart tilfældige sammentræf særlig betydningsfulde – eller vi tillægger dem en særlig betydning. Sådan har jeg det med åbningen af kirken og den første gudstjenestedag, som tilfældigvis falder på Kristi himmelfart nu her på torsdag.

 

På Kristi himmelfart fejrer vi: at Jesus, der opstod fra de døde påskemorgen og siden viste sig for apostlene og gjorde dem til vidner om ham, bliver taget op til himlen. At jorden løftes mod himlen og himlen sænkes mod jorden, som det hedder i N. F. Grundtvigs elskede himmelfartssalme Vaj nu, Dannebrog på voven. 

 

”Jorden løftet er mod himlen, himlen sænket er mod jord”

 

Det er netop dét, der sker i kirkerummet. Her mødes jord og himmel på en særlig måde. Man behøver bare at gå ind under det hvælvede loft for at fornemme det. Ubevidst sænker vi stemmen og skruer tempoet i vores skridt ned. Vi lader os overmande af rummets ordløse stilhed, tidløshed og hellighed – sagt med et stort ord – og måske af en fornemmelse af gudsafhængighed?

 

I løbet af de sidste måneder er det kommet til at stå klart for mig, at der netop er tale om noget ordløst. Selvom både vi her i Vive-Hadsund og mine kollegaer over hele landet har lavet et vigtigt arbejde med online-gudstjenester, er det som om, at alle disse forskellige gudstjenester har manglet noget. Det føles ikke rigtigt som om, at man har fejret gudstjeneste, når det sidste billede er frosset på skærmen. DERFOR glæder jeg mig særligt til at fejre Kristi himmelfart – ligesom jeg ved at mange andre gør, hvor jorden er løftet mod himlen og himlen sænket mod jorden.

Sognepræst Nadia Uhrup Hassig

 

Kategorier Præstens klumme