Udgivet tor d. 25. jun 2020, kl. 12:18

I løbet af livet hænder det, at vi støder på noget, som gør et særligt indtryk. Det kan være i mødet med et andet menneske, en rammende fortælling, en oplevelse, som sætter sig spor og skiller sig ud. Men fællesnævneren for dette ’noget’, for dette særlige indtryk, er som oftest, at det tænder livskraften i os – den kraft, som giver os mod og appetit på livet med alle dets glæder og sorger.

 Når jeg i min dagligdag møder nye mennesker, taler med familier, som ofte enten er i én af de mest glædelige stunder i deres liv eller én af de mest sorgfulde, så gør det altid indtryk på mig, et særligt indtryk hver gang, for alle fortællingerne, alle møderne, er samlet set med til at gi’ mit liv indhold og historie, at gi’ det mening.

Jeg kan næsten bedst beskrive det som et ”filigran af møder”. Filigran betyder et fint flettearbejde af perler trukket på guldtråde. Og det er, hvad alle de livfulde fortællinger om levede liv, om kærlighed, om fællesskab og om bakketoppe og dybe kløfter gør ved mig.

En af de livskraftige fortællinger, som står så klart for mig her i de lyse nætter, er fortællingen om en kvinde på 84 år, som vi møder på en af sine daglige gåture i den skov, som alle dage har omgivet hendes hyggelige hjem. Men en dag er hun så uheldig at falde. I seks hele sommervarme døgn ligger den 84-årige kvinde hjælpeløst i skovbunden, før hun bliver fundet – lykkeligvis stadig i live. I de seks lange døgn, når kvinden i tankerne at gennemgå hendes lange liv. Hun holder, ligesom fortællingens titel antyder, ’sent bryllup’ med sit liv her i den grønne og frodige skovbund. Forliger sig med det, der har været, og med det, der er. Hun er lammet, som hun ligger der. Kan ikke bevæge sig ud af stedet. Men i stedet for at gå i panik og bruge alle kræfter på at stritte imod det, som ikke står til at ændre, indretter hun sig efter de stærkt begrænsede muligheder, hun nu har. Kvinden er selvfølgelig ikke fri for frygt og bekymring for, hvordan det skal gå. Men samtidig fornemmer hun en dyb, underlig fred. Trods al hendes hjælpeløshed erfarer hun i stærke glimt, at alt ’er såre godt’, som det hedder i 1. Mosebog om dengang Gud skabte verden. ”Natten passer på dig, og i morgen er der atter en dag, som skal leves fuldt ud”, lyder det i den gamle kvindes sind, ”Ingen time i denne nat vil komme til dig for at blive din sidste. Smyge sig om dig vil de, trykke sig ind til dig, lægge sig hos dig og over dig. Men de vil komme, og de vil gå. Hver af dem skal du give, hvad den time kræver af dig, så skal du slippe den, række den videre og modtage en ny som den eneste, så længe det varer, være i den, til den skal gå videre”. Og da hun vågner, er det til en morgen, som ingen anden morgen, hun har kendt i sit lange liv. Ganske almindelig og samtidig så anderledes. Fugtig og varm, og nær med lyde og dufte, alt sammen samlet i solens vidunderlige stråler for at skænke hende et dybt indtryk af skønhed og ro, som vidner om, at vi skal leve i tillid til vor Gud, som den urokkelige klippegrund under vort liv og tilværelse – i gode såvel som trange tider. En dyb følelse af ro og tryghed, af fred og fortrøstning.

Alle er vi små, men med del i noget større! Og lærer vi hen ad vejen at se livets realiteter i øjnene og samler vores forråd sammen i det levede liv, så vil der over for tilværelsens grænseløse usikkerhed være én, som bærer med, og som bærer oppe. For lige nu er livet. Øjeblikket med al sin fylde, hvis ellers vi kan og tør være i det.

 

Nu kommer fuglene igen

Og lyset vælter pludselig ind

Det kommer gennem alle sprækker

Lyse nætter er tilbage.

Du er tilbage, du er hos mig

Du er tilbage, med varme dage

Du er hos mig

(Tekst af Alberte Winding)

Sognepræst Winnie Huus

Kategorier Præstens klumme