Udgivet man d. 16. nov 2020, kl. 10:11

Let’s make America great again!! (Lad os gøre Amerika stort igen) Det slogan gik Donald Trump til valg på i 2016 – og har gentaget det nu i 2020. Let’s make America great again! Jeg har tit tænkt på: Gad vide, hvad han mener? At en amerikansk præsident har store ambitioner og armbevægelser, kan ikke komme bag på nogen. Det manglede også bare. For hvilket land! Den uden sidestykke greatest (største) og smukkeste forbindelse (3940 km.) fra Stillehav til Atlanterhav går tværs over USA. Den har endda sit eget navn: US Route 66. Og så har USA på et tidspunkt fået lov at kalde sig: Gods own Country (Guds eget land). Det er usikkert, hvem der egentlig gav USA tilladelsen til at bære det fornemme navn. Men hvem kunne også finde på at spørge om det!! Og når man så tilmed har en flyflåde på to jumbojet og et antal helikoptere til eget brug, så er det da også svært at mønstre bare en lille smule ydmyghed. Det må alle andre nationer vel ydmygt se i øjnene.

Men – for der er et men! For ydmyghed ses faktisk ofte forbundet med høje positioner. Det gælder både i politiske sammenhænge og inden for sportens verden. Der sker næppe en overdragelse af en statsministerpost i DK, uden at den nyudnævnte statsminister med himmelvendte øjne lover, at hun/han ydmygt vil bestride sit embede, til gavn for alle i kongeriget – høj som lav (bemærk rækkefølgen). Og det samme gjorde sig gældende, da FCK for nylig hentede Jes Thorup i belgiske Genk, som klubbens nye træner. Også han udtalte, at det var med stor ydmyghed, at han gik til opgaven. At de så går rundt der nede i Belgien, og føler sig lidt snydt, fordi han brød sin kontrakt med dem. Det skal ikke tage noget af ydmygheden over for det nye job. For hvem har ikke ambitioner om at nå til tops!! Det skete vel at mærke umiddelbart efter, at FCK havde fyret den altid så ydmyge nordmand: Staale Solbakken

Og det gælder faktisk også de amerikanske præsidenter. Det vil enhver, der har overværet en indsættelse og edsaflæggelse af en ny amerikansk præsident, vide. For med venstre hånd på The Holy Bible, og højre hånd hævet, afgiver præsidenten sit løfte om, at ”bevare, beskytte og forsvareGods own Country. Og for at ingen skal være i tvivl om præsidentens ydmyghed over for opgaven, afsluttes edsaflæggelse med et: So help me God (således hjælpe Gud mig). Mere ydmygt kan det vel ikke blive.

Så når præsident Trump igen og igen højstemt har deklareret: Let’s make America great again, så er det vel fordi han ydmygt går ud fra, at Gud ydmygt vil yde sit bidrag til opgaven!!

Hvis nogen, efter at have læst ovenstående, kunne få den tanke, at jeg er en anelse kritisk over for, hvad de har gang i der ovre i USA, så er det helt tilsigtet.

Sognepræst Knud Erik W. Hansen

Kategorier Præstens klumme