Udgivet man d. 23. nov 2020, kl. 00:00

Ja, 2020 vil nok gå over i historien og vores minde som et ”herrens år” forstået som, når vi om et uvejr siger: ”Det var dog et herrens vejr.” Men, nej selvom ordet corona nok er det hyppigst anvendte ord for tiden, så skal det følgende hverken omhandle – eller nævne ordet, for på søndag, hvor det er 1. søndag i Advent vil vi spise kransekage og drikke champagne i kirken! Det er kirkens nytår, og vi skal selvfølgelig synge: Vær velkommen Herrens år!  

Der er to nytårssalmer i salmebogen, som begge begynder med: Vær velkommen Herrens år. Den ene er til kirkeåret og den anden til kalenderåret. I begge salmer synger vi ”Vær velkommen Herrens år” for både kirkeåret og kalenderåret er nemlig Herrens! Kalenderåret fordi det er årene siden Herrens fødsel, vi tæller. Selv en muslim, en hindu, en buddhist og sågar en ateist kender tallet på årene siden Herrens fødsel. Kirkeåret tæller ikke år, men det er Herrens alligevel, fordi det, der fortælles igen og igen i kirken, er Herrens historie – om julenatten, da lyset i mørket blev tændt - påskemorgen, da livstræet i graven slog rod – pinsedagen, da Gud Ånd kom herned.  

Advent er fordansket latin af adventus og betyder ”komme”. Men det er et flertydigt ”komme”, som på én gang dækker både fortid, fremtid og nutid. Han, som kom julenat for ca. 2020 år siden vil komme igen, så hans påskemorgen bliver vores påskemorgen - men ikke at forglemme – han er her lige nu midt iblandt os, som på den første pinsedag – allestedsværende i alle tider.  

I Charlotte Rørths bog: ”Jeg mødte Jesus” skriver hun: ”Jeg tror ikke længere, at Jesus findes – jeg ved det”. For hver især er det selvfølgelig en trossag, om man vil tro på Charlottes ”møde”. Jeg tror på det, men nu har jeg jo også selv engang set en engel sidde på min seng, så mig kan I vel ikke regne med. Men noget meget interessant ved Charlottes fortælling er, at da hun 11 måneder efter første møde igen møder Jesus, var han kun nået lidt længere på den selvsamme grusvej, han også gik på 11 måneder tidligere. ”Hos ham er der gået få minutter, hos mig er der gået 11 måneder, historisk er der gået næsten 2000 år. Tiderne svimler om mig, men han står med begge ben solidt plantet lige dér foran mig i både Israels jord og Spaniens klinker og min bevidsthed og udraderer med sin krops konkrete tilstedeværelse al det ubegribelige”, skriver Charlotte Rørth. Tiden synes altså næsten at stå stille i Jesus-møde-dimensionen, eller som Charlotte selv udtrykker det: ”For mig er tiden gået i stå eller rettere udvidet eller snarere udraderet. Jeg ved, at han ved det. At han ved, han kan være i alle tider. Nu ved jeg det også”.    

I Bibelen møder vi faktisk en anden tidsopfattelse end den tidslinje, vi tænker ud fra i dag - som f.eks. i det, vi kalder Paulus’ juleevangelium: "Da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn" siger Paulus. ”Tidens fylde” er et meget spændende udtryk. Vi har det faktisk også i Nytårsdags evangelium. Men her er det lidt sløret af den nye oversættelse: ”Da otte dage var gået..., fik han navnet Jesus”. Men direkte oversat fra oldgræsk til dansk står der: ”Da otte dage var fyldt” Det viser, at Paulus, Lukas og deres samtid ikke tænker om tiden på samme måde som vi. For dem er tiden ikke en linje, som vi vandrer ud ad, hvor begivenhederne ligger som perler på en snor. Tiden er heller ikke cirkulær, hvor livet gentager sig i det uendelige, sådan som hinduisme og buddhisme lærer det. I Bibelen er tiden som et kar. Tiden og begivenhederne i verden drypper så at sige ned i det kar. Og når karret er fyldt er det tidens fylde. Så tidens fylde - det er, når alt det, der skal ske, er sket. Når alle betingelser er opfyldt. Når alle forberedelser er gjort. Når al ventetid er gennemlevet. Så sker det, som skal ske! Sådan var det med fødslen julenat. Det skete i tidens fylde og adventstiden skal hjælpe os til at huske det.  

Så kære læsere – lad os sammen her ved porten til det nye kirkeår hjælpe hinanden med at give rum og gøre plads til Ham, som kommer alle steder i alle tider: ”Gør døren høj, gør porten vid”, som vi synger i adventssalmen.

Det er nemlig helt nødvendigt, hvis vi skal rumme det tilsyneladende umulige, som juleevangeliet vil sige os: At der kom et menneske, som var Gud, og som åbnede Himlene. Ikke kun for de perfekte og de fejlfri, men også for alle os andre. At evigheden kyssede tiden, så Himlene blev en del af jorden. At intet længere var som før, fordi troens virkelighed langt overgik menneskers fattige forestillinger om, hvad der er muligt. Fordi hans komme ind i vores verden åbnede og stadig åbner for nye horisonter i livet med hinanden, og lader os tro og håbe, at der altid er mere og andet end det, vi umiddelbart selv kan tænke os frem til.

Den begivenhed, som adventstiden peger hen imod, var og er på alle måder grænsesprængende - en ny verdensorden, hvor det ikke er menneskets egen selvindbildte og selvfortjente liv, der råder, men en verden, hvor der er ualmindeligt højt til loftet, hvor den mindste er den største, hvor fjenden må elskes, og hvor håbet har lov til at vokse vildt, fordi kærligheden flyder frit. Det kræver plads – så igen: Giv rum. Gør plads. Gør døren høj, gør porten vid. Det er advent!

 

Provst Carsten Bøgh Pedersen

 

Kategorier Præstens klumme