Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Det håndholdte håb

Det håndholdte håb


# Præstens klumme
Udgivet fredag d. 15. januar 2021, kl. 09:10

”Dagene er korte, men tiden er lang”
– sådan sagde gamle Ellen til mig, da vi forleden talte hyggeligt sammen i telefonen. En lidt finurlig sætning sproglig set, men sindsmæssigt meget genkendelig for mange af os.
Aldrig før har vi fået så gentagne opfordringer og påbud om at se hinanden så lidt som muligt, og aldrig før har ensomheden været så udstillet som nu. Sundhedsrisikoen er alvorlig! Ikke kun for de fysiske hjerteslag, men i lige så høj grad for de varmeskabende hjerteslag. I dem bæres nemlig håbet, som den livskraft, der giver livet fylde og næring til at fortsætte på trods.
Utvivlsomt er der forskellige sorter af livets kraft, men for mange af os gælder det, at vi høster i rigt mål i fællesskabet. I livet med hinanden ligger oplevelsen af at være sat ind i en sammenhæng; at være en del af det noget, som giver os identitet og mening. Det er svært, når vi skal holde afstand og ses så lidt som muligt, for i ensomhedens mørke bliver håbet måske til en svag skygge, hvis ikke det bliver nærmest usynligt. 

Og hvor efterlader det os så? Jeg tror godt, jeg tør postulere, at vi alle sammen har prøvet at miste håbet – måske endog mere end én gang i livets løb. De fleste gange er det at miste håbet noget flygtigt, en forbigående følelse, der overmander os med vemod og opgivenhed, men som glædeligvis forsvinder ligeså hurtigt, som den kom.
De resterende gange kan fraværet af håbet stikke noget dybere og være langt mere invaliderende, end vi føler os i stand til at magte. Det oplever vi typisk, når vi står i et livsforhold, der har bragt os ud over tredje revle – derude, hvor vi ikke har mulighed for at bunde; derude, hvor troen og håbet har sit væsentligste område, men samtidig det sted, hvor det kan være så svært at holde det fast ved egen kraft.
Derude er vores sidste mulighed at bede om hjælp til at bære håbet for os, at give det over i en andens hænder, indtil vi selv igen kan få øje på det. For i mødet med hinanden gælder det om at hjælpe ind i virkeligheden, så vanskelig den er, ikke ud af den.
Og det kan vi gøre ved at holde vore medmenneskes håb i vores hånd for en stund. For som den norske journalist og forfatter Erling Rimehaug skriver om tiden efter, han mistede sit barn:  ”Den hjælp, jeg havde brug for, var ikke til at komme ud af ørkenen. Det, jeg havde brug for, var hjælp til at holde ud at være der, samt til ikke at opgive at vente på Gud”. Det er det, vi håbsløse har brug for: hjælp til at være i det allersværeste, til at holde det ud, og til samtidig ikke at være der helt alene. 

I Bibelen er det mange gange i ørkenen, at et menneske møder Gud – dér, hvor der er udtørret, ufrugtbart, ikke noget liv overhovedet – dér kan livet spire frem, for ”Det er ved at være i håbløsheden, at håbet får en chance”, fortsætter Rimehaug sine tanker om det at holde det værst tænkelige ud. Derfor er der også stor forskel på at opleve, at nogen gerne vil glæde os i håbløsheden og at opleve, at de vil have os væk fra håbløsheden.
I en af vores kulturs store klagesange, Jobs Bog i Det gamle Testamente, beskrives det, hvordan Jobs venner kommer til ham i hans store sorg og netop ikke kan holde ud bare at være der, men absolut skal have Job ud af den sjælelige, sorgfulde ørken, han er i. Men Job har ikke brug for gode råd. Det er ikke afledning og hjælp til at blive adspredt, han savner, men snarere hjælp til at blive samlet i sorgen. Det er modet til at være der ved siden af, i magtesløsheden, der er brug for. Det mildner ikke sorgen, men det gør, at ensomheden ikke bliver helt så overvældende – og det er vigtigt. Det trøster – på den måde, at det giver ro i uroen. At det giver mig lov til at være i håbløsheden, til at synke helt dybt, dybt ned i den – og samtidig vide, at jeg ikke forsvinder, for jeg er ikke helt alene, der er én ved siden af mig.

"Genopstandelsen er livets dna, 
for efter hver en nat,
så kommer der en dag,
og efter hver en vinter begynder det at tø,
og ved Guds store nåde skal vi aldrig rigtig dø."

(Af Daniel Øhrstrøm)

Sognepræst Winnie Huus

Ophavsret: