Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Mens vi venter...

Mens vi venter...


# Præstens klumme
Udgivet mandag d. 25. januar 2021, kl. 00:00

Selvom det er faldet nogle for brystet, at vi i denne restriktive tid må holde Gudstjeneste – ganske vist kun 30 minutter, uden salmesang og med max 11 deltagere i Vive kirke og med max 22 deltagere i Hadsund kirke - så glæder det mig, at Folketinget og sundhedsmyndighederne har øje for, at ikke blot folkets fysiske, men også mentale sundhed skal understøttes under pandemien. Det kan sikkert virke mærkeligt for nogle, men for de mere end 100.000 kirkegængere, der hver søndag sidder på kirkebænken i Danmark, er søndagens Gudstjeneste vigtig – ja, som en kirkegænger engang sagde til mig: ”Min tro er ikke stærkere, end jeg hver søndag må i kirke for at få den fornyet”. Mental sundhed kommer af mange ting, og for rigtig mange er det forbundet med den tro og det håb, der formidles i Gudstjenesten: ”Derfor på ugens morgen må vi herhen igen, hvor kirken åbner døren som for en gammel ven. Og ord får atter mening! Skønt vi har slidt dem ned, kan de forundret synge om håb og kærlighed” (Nr. 717 vers 3 i salmebogen)

Vi nærmer os Kyndelmisse, som jeg ikke vil bruge plads på at forklare her, men i år, tirsdag den 2. februar bliver der ingen Kyndelmisse i Vive og Hadsund kirker – og jeg behøver ikke nævne hvorfor. For mig hører salmesang og Gudstjeneste sammen, og det er svært ikke at synge med på salmerne for tiden. En salme, jeg vil savne til Kyndelmisse er salmen, som kan læses under klummen: Her vil ties, her vil bies… - en rigtig midvintersalme, som også har tradition for at blive sunget i trange tider. Salmen passer godt til vores situation, ikke mindst nu, hvor vi er trætte af, at tingene trækker i langdrag, restriktionerne forlænges, og vi gerne så, at det hele var overstået, og vi igen kunne mødes frit med mennesker. Vi sukker efter enden på coronaen, og sådan kan enhver lægge sig egen længsel ind i teksten.

Brorson, der skrev salmen i 1765 som en af sine sidste, tænkte nok mest på menneskesjælens længsel efter Gud. På samme måde som vi sukker efter, at den kolde vinter slutter og vi får forår, eller som Brorson sukker efter tro og håb, så sukker vi i denne tid efter vaccinen og sygdommens ophør - ja, måske sukker vi efter det hele på én gang, det ene udelukker jo ikke det andet. Både de negative og positive følelser har nemlig den egenskab, at de trækker andre med sig. Er vi triste over, at alt muligt aflyses og frustrerede over, at vi ikke kan komme ud, ja, så trækker det også en masse anden tristhed med sig.

Da jeg lærte salmen ”Her vil ties”, syntes jeg, den forekom mig noget forvirrende - og hvad var det for noget med de der duer? Det hjalp, da jeg fik forklaret, at salmen, ligesom andre af Brorsons salmer, er en samtale - en samtale mellem Gud og mennesket (Jeg har skrevet ”afsenderen” på versene, så I kan se det). Duerne i vers 3 og 5 er inspireret fra Højsangen, hvor ”due” er betegnelse for den, man elsker – duen i vers 6 vender jeg tilbage til.

I første vers oplever vi Gud tale til mennesket. Her vil ties, her vil bies: Du er nødt til at vente i stilhed – lidt ligesom, når Brostrøm opmuntrer os til tålmodighed. Her siger Gud det samme: ”Sommeren” kommer, men er der ikke endnu. Mennesket taler i andet vers: Trange tider langsomt skrider! Nok er dagene blevet længere, men kulden er hårdere og strengere her ved midvinter - og for os lige nu er der coronaen oveni.

Gud og mennesket fortsætter samtalen, og i resten af salmen er der fokus på tro og håb. Det er her duen igen nævnes – men denne gang er det duen, som blev sendt ud fra Noahs ark efter et tegn på, at vandet var ved at synke. Duen kommer tilbage med en kvist fra et oliventræ – ”olieblad”, som den kaldes i sidste vers. Men, siger Gud i vers 3: Du skal skue bag gærdet, se bag muren – for det, vi håber på er ofte skjult for øjet. I naturen dækkes blomsterspirerene af sne, men faktisk beskytter sneen jo mod den ødelæggende frost - her forstået som håbets fjende. Menneske, gid du bare kunne fatte det, siger Gud – eller med Brorsons ord: ”Due, kunne du begrunde, hvad der nu sker!”  Håbet ligger som spirer, men vi mennesker kan ikke helt se det, og vi har svært ved tro det håbefulde, når vi ikke kan se det.

Sådan er kristne håb - det håber, men ved ikke hvad det håber. Vi har ikke magt over håbet, vi kan ikke regne os frem til, hvad der skal ske. Men vi har lov til at leve tillidsfuldt i håbet om, at Gud vil skænke os noget godt, som vi endnu ikke kender.

Hvad er det, vi håber på lige nu? Foråret? Vaccinen? At samfundet åbnes igen? Eller længes vi også efter de øjeblikke, hvor vi mærker Gud her på jorden i vores liv? Det kristne håb – det håber, men ved ikke, hvad det håber. Men det håber! Må håbet komme til jer alle og blive hos jer!

Provst Carsten Bøgh Pedersen

 

Her vil ties, her vil bies…

- en samtale mellem Gud og mennesket om håb

1

(Gud:) Her vil ties, her vil bies,

her vil bies, o svage sind!

Vist skal du hente, kun ved at vente,

kun ved at vente, vor sommer ind.

Her vil ties, her vil bies,

her vil bies, o svage sind!

2

(Mennesket:) Trange tider langsomt skrider,

langsomt skrider. Det har den art.

Dagene længes, vinteren strenges,

vinteren strenges. Og det er svart.

Trange tider langsomt skrider,

langsomt skrider. Det har den art.

3

(Gud:) Turteldue, kom at skue,

kom at skue! Bag gærdet hist

dér skal du finde forsommers minde,

forsommers minde, alt grøn på kvist.

Turteldue, kom at skue,

kom at skue bag gærdet hist!

4

(Mennesket:) Eja, søde førstegrøde,

førstegrøde af bliden vår!

Lad det nu fryse, lad mig nu gyse,

lad mig nu gyse. Det snart forgår.

Eja, søde førstegrøde,

førstegrøde af bliden vår!

5

(Gud:) Due, kunne du begrunde,

du begrunde, hvad der nu sker!

Kulden den svækkes, blomsterne dækkes,

blomsterne dækkes, jo mer det sner.

Due, kunne du begrunde,

du begrunde, hvad der nu sker!

6

(Gud:) Kom, min due, lad dig skue,

lad dig skue med olieblad!

Se! nu er stunden næsten oprunden,

næsten oprunden, som gør dig glad.

Kom, min due, lad dig skue,

lad dig skue med olieblad!

H. A. Brorson 1765

 

Ophavsret: