Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Stilhedens vogter

Stilhedens vogter


# Præstens klumme
Udgivet onsdag d. 10. februar 2021, kl. 12:53

Når klokken nærmer sig 8, sætter jeg mig med en stor kop grøn te med jasmin foran mit lille husalter, en lettere slidt Madonnafigur i sten, som jeg for efterhånden mange år siden slæbte med hjem fra en rejse til det sydlige Frankrig, altid med et levende lys tændt, der kaster sit forsigtige men kraftfulde lysskær op ad den robuste flade og minder mig om, at det folk, der vandrer i mørket skal skue et stort lys.

Sådan har det ikke altid været. Førhen begyndte mine morgner med, at jeg tog den velkendte rute rundt på den sociale platform på telefonen, som var min trofaste sovekammerat, hvorefter jeg bryggede min kaffe for at fortsætte ud på den udvidede rute inde ved skrivebordet på den større skærm. Så var dagen skudt i gang, fyldt af en vis procent discountindtryk, som nok havde haft bedre af at vente - blot en stund.

I mange år, måske alt for mange set i bakspejlets ulidelige klare lys, tænkte jeg, at stilhed var en side af livet, jeg ikke skulle prøve kræfter med. Jeg anser mig selv som udadvendt og snakkesalig og har altid fået energi, når jeg var i bevægelse – og gerne sammen med andre. Men som hos alle andre mennesker sætter livet sig sine spor ad åre, måske i form af en fyldthed, som ikke længere fylder så meget op, som den gjorde engang; måske i form af de ridser og skår kampen med livet indprentede i hukommelsen eller den prøvede krop; måske i form af dem, man mistede på sin vej, dem, man kæmpede for, dem, man skuffedes over, dem, der bare blev revet væk med grund og uden grund, dem, der bare var. Hvert liv har sin form og sin begrundelse. I den virkelighed og forgængelighed er stilheden blevet til en kærkommen ven, der samler det tabte og skaber blik for det uopdagede. Det udfordrer mig, at der er så vital en side af livet, som jeg i mange år har forsømt eller flygtet fra eller måske bare ikke opdaget.

Den svenske forfatter og musikjournalist Per-Anders Hellquist sammenligner stilheden med at være dykker. Selv mødte jeg stilheden med en vis modvilje og så for mig, at jeg bare skulle sidde stille på en stol og kedsomt vente på atter at blive sluppet ud på livets legeplads for at grovæde af den berøvelse, der var overgået mig, men det skete ikke. I stedet indså jeg, at jeg rent faktisk kan dykke i stilheden, for derinde er kamrene uendelige, og det vrimler med liv og skønhed, fylde og opbyggelighed, for stilhed er ikke akustisk, men et forandret sind. En omvendelse. I stilheden ligger retten til at vandre indad i de hemmelige landskaber, som let glemmes eller savnes i en tid med konstante opdateringer. Stilheden som en slags ordløs bøn, hvor jeg kan øve mig i at lytte til det, som hviskes til mig, dybt indefra og højt oppefra. For mig er stilheden ikke målet. Målet er Gud. Jeg er stille ind for Guds ansigt, og det fylder så meget, at der med tiden vil vågne et behov for at sætte ord på noget af det, som er født i stilhed, og dette noget har ofte en anden fylde end den brusende larm.

Sådan kan vi også betragte fastetiden, som vi i disse dage åbner døren for; en kærkommen pause fra al den brusende larm, en stilhedens vogter, hvor vi tænker stort om livet og forvalter den gave, det er at være menneske. For som fri, og dermed ansvarlig for sit liv, vælger hvert menneske, hvad han skal sige ja og nej til. Vore valg former os. Vi kan vælge at sløse vores liv væk, men vi har også muligheden for at bevare vores værdighed. Vi kan hænge os i det, der deformerer vores ansigt, men vi kan også overgive os til det, der forædler vores sjæl. Fastetiden er med andre ord ikke at give afkald, miste eller undvære, men derimod at tage imod så meget mere af det liv, som er blevet os skænket i nåde.

Uberørt af byens travlhed og trafikkens tunge brus, som en helle midt i larmen står det underligste hus. Stilhed, der er livets egen, overdøver dagens krav, her hvor Helligånden holder åbent hus for høj og lav. Her har dagen evighed, her har kærlighed sit sted, hvor Guds Søn er sammen med os under Helligåndens fred, og da føler vi en stund, at vi står på hellig grund, og at livets mening lyder fra vor skabers egen mund. (DDS 331)

Sognepræst Winnie Huus

 

 

Ophavsret: