Torsdag d. 9. april 2020, Kl. 19:00 til kl. 20:00

Skærtorsdag går vi ind i påsketiden med en påskeforestilling om Jesu liv.

I en blanding af historiefortælling, musik, teater og sange skal vi høre nogle af de bedste historier om Jesu liv, fra dåb til opstandelse.

Historierne kædes sammen på en måde, så man som tilskuer efterfølgende står tilbage med en følelse af at have fulgt Jesus nøje gennem hans liv, død og opstandelse.

Med masser af dramatik og passion overleveres de kendte tekster og understreges undervejs af finurlig musik og sang, så både ung som gammel kan forvente, på medrivende vis, at opleve historierne og teksterne som var det første gang.

Forestillingen varer en time. Jesu liv gennemgås her kronologisk.

Dåb, bjergprædikenen, lignelser, og vigtige begivenheder i Jesu liv gennemgås for til sidst at slutte med passions‐historien.

 

Historierne fortælles af skuespiller Lars Ditlev Johansen, sådan som de er overleveret af evangelisterne. Lars Ditlev Johansen spiller rollerne som bl.a. Johannes Døberen, Jesus, Djævelen, Salome, Herodes, Den Lovkyndige, Den Fortabte søn, Lazarus, Kajfas, Judas, Pontius Pilatus, Josef af Aritmatæa og en engel.

Lars Ditlev Johansen er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole. Spillet på et utal af de danske teatre bla. Odense, Aarhus og Aalborg teatre, hvor han har været tilknyttet i længere og kortere perioder. Han var en del af det faste ensemble på Jomfru Ane teateret nu Teater Nordkraft.

 

Det hele akkompagneres af organist og korleder i Gistrup og Gunderup Kirker, Elisabeth Bech, på bl.a. orgel, klaver, tromme, skalmeje og sang. Desuden synger hun indlagte salmer og spiller supplerende roller.


www.teaterfortællinger.dk

Medvirkende
Elisabeth Bech og Lars Ditlev Johansen
Sted
Hadsund kirke
Pris
Gratis