Dåbsklude-strikkecafé

Dåbsklude-strikkecafé i Hadsund menighedscenter

Vær med til at strikke dåbsklude til brug i Vive og Hadsund kirker.

Alle strikkeglade, kvinder, mænd unge eller ældre er velkomne - man skal bare have lyst til at strikke eller hækle. 

Det er gratis at deltage – der vil være sørget for garn og opskrifter, kaffe og kage, så vi håber du har lyst til at være med! Medbring gerne strikkepinde nr. 3.

Kom og vær med og hør mere om projektet. Vi mødes første torsdag i måneden kl. 14. Se kalenderen.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Anette Christensen, Tlf. 6170 6375

Der strikkes dåbsklude

Dåbsklude - hvad er det?

Over 350 kirker er begyndt at bruge strikkede dåbsklude, siden sogne- og hospicepræst Ann Maj Lorenzen i 2016 fik idéen til at erstatte papirservietten med håndstrikkede dåbsklude med kristne symboler. Ann Maj Lorenzen har tegnet 12 forskellige mønstre med alt fra Luther-rosen til et kors, som man kan strikke efter. Hun lægger også op til, at man kan lave sit eget mønster, fx af en detalje fra sin sognekirke.

Dåbsklude ligger på døbefonten i kirken, når der er dåb, og bruges til at tørre vandet af den døbtes hoved. Tanken er, at barnet får dåbskluden med hjem som en personlig gave fra kirken; til minde om selve dåbsdagen og til påmindelse om det løfte, der er givet i dåben.

Dåbskludene giver således mening for dåbsforældrene – men også for dem, der strikker dem, som får lov at bidrage til noget, der foregår i kirken, fortæller Ann Maj Lorenzen. Det er et overskueligt projekt, som alle kan deltage i. Ann Maj Lorenzen lægger desuden op til, at de frivillige strikkere kan tale om de symboler, de strikker, om traditioner, og om hvad dåben betyder for dem. Dåbskludene kan derfor også være med til at starte samtalen om de større emner. 

Læs mere på dåbskluden.dk og på Facebook-gruppen 'Vi strikker dåbsklude'.

Dåbsklude på døbefont

 

 

Kalender for dåbsklude-strikkecafé