Vielse

Aftal bryllup

Noget af det første, I skal gøre, er at henvende jer til kirkekontoret. Her aftaler vi tid og sted. I vil også blive vejledt om de næste skridt. I kan blive gift i Hadsund eller Vive kirke, hvis mindst én af jer er medlem af folkekirken og har tilknytning til sognet.

 

Prøvelsesattest

Op til 4 mdr. før brylluppet skal I udfylde en ægteskabserklæring på www.borger.dk. Denne erklæring behandles af kommunen, som sender en prøvelsesattest retur i jeres e-boks. Prøvelsesattesten skal I aflevere til kirkekontoret. Attesten er bevis på, at I kan blive gift.

 

Navneændring ved vielse

Hvis I vil have foretaget en navneændring i forbindelse med jeres bryllup, skal I søge om "navneændring ved vielse" på www.borger.dk. Hovedreglen er, at I kan tage hinandens mellem- og efternavne. Navneændringen er gratis i forbindelse med vielse, hvis I opnår navnefællesskab, og hvis I søger om navneændringen senest 3 måneder efter vielsen. Hvis I begge ønsker navneændring, skal I hver især lave en ansøgning, som den anden efterfølgende skal signere med NemID. 

 

Vidner

En vielse har juridisk gyldighed. Derfor skal I have to vidner med. Deres navne og adresser skal oplyses til kirkekontoret på forhånd.

 

Samtale med præsten

Op til brylluppet har I en samtale med den præst, som skal vie jer. Her fortæller præsten om, hvad der skal ske og I vælger sammen salmer. Hvis I har særlige ønsker, kan de aftales ved denne samtale.

 

Brylluppet er jeres…

Et kirkebryllup behøver ikke at være en stor og dyr begivenhed. I bestemmer selv, hvordan jeres dag skal være, så den giver mest mening for jer. Brylluppet kan også være en lille, privat handling uden gæster. Den behøver heller ikke foregå om lørdagen.

Ved et kirkebryllup indgår I ikke bare et juridisk gyldigt ægteskab. I får også Guds velsignelse over jeres ægteskab. Mange oplever, at det giver særlig mening at blive gift i kirken, fordi vi her deler livets store øjeblikke – både de glædelige og de triste.