Kirken blev indviet 14. aug. 1898. Byggesummen androg 23.000 kr samt 2.000 kr. til opførelse af et kapel, hvor kirkens klokke blev ophængt.

Kirkens arkitekt var C. A. Wiinholt fra Viborg, som foruden mange andre kirker fra den periode også har tegnet den betydeligt større Sct. Peders kirke i Randers og den lille Øster Hurup kirke ud fra samme grundprincip. Kirkens grundplan er et græsk kors, hvor alle arme er lige lange.

Det er en såkaldt centralkirke, hvor man over den korsformede kirke placerer et centralt tårn. Arkitekt Wiinholts forkærlighed for centralkirkerne skal ses på baggrund af hans store interesse for Grækenland og græsk kultur.

Kirkens indre var oprindelig præget af rødstensmurene. I 1967 blev kirken forlænget i vestgavlen, og der blev foretaget en omfattende indvendig restaurering. Det oprindelige alterbillede blev erstattet af et enkelt messingkors på en hvid murstensbaggrund.

I forbindelse med kirkens 100 års jubilæum i 1998 blev hele alterpartiet fornyet, bla. med en helt ny altertavle. Senest er kirkens noget dominerende prædikestol fra 1967 erstattet af en enkel prædikepult i 2003. I efteråret 2007 fik døbefonten ny sokkel i granit formet som et græsk kors.        

Kirkebænkene er blevet erstattet af stole. Arkitekt Helge Schultz fra Odense har tegnet stolene.

Se mere om Hadsund kirke HER